Mange danskere fortryder valg af uddannelse og karriere
København den 20. maj 2008
Hver anden dansker ville ønske, at de havde valgt en helt anden uddannelse. Mange ville desuden vælge en betydelig længere uddannelse, hvis de fik muligheden for at vælge igen. Samtidig mener hver fjerde dansker, at de har valgt den helt forkerte karriere.
Ifølge en ny international undersøgelse gennemført af det internationale rekrutteringsfirma Kelly Services er mange danskere langt fra tilfredse med kvaliteten af deres uddannelse og mener ikke, at uddannelsen har givet dem de nødvendige kompetencer med i bagagen. Mere end 50 % af danskerne vurderer således, at deres grundlæggende skoleuddannelse ikke har kvalificeret dem tilstrækkeligt til arbejdslivet. Hele 52 % af de adspurgte er enige i, at videregående uddannelser bør give flere praktiske færdigheder.
Utilfredsheden er ikke kun udbredt på uddannelsesstederne, men også på arbejdspladserne, hvor flere ligefrem fortryder deres karrierevalg: Én ud af fire danskere mener, at de har valgt den helt forkerte karriere.
Hver anden dansker er tilfreds med karrieren
Den administrerende direktør i Kelly Services Danmark, Henrik Bruun, fastslår, at undersøgelsen viser en høj grad af usikkerhed og bekymring i forbindelse med valg af karriere.
”Mange mennesker mener ikke, at deres uddannelse har rustet dem godt nok til arbejdslivet, og en hel del mennesker fortryder den karrierevej, deres job har vist dem”, siger Henrik Bruun.
I Danmark er 58 % af de adspurgte tilfredse med deres karrierevalg. Mens 26 % mener, at de har foretaget et helt forkert karrierevalg, føler 16 % sig usikre på, hvorvidt de har valgt den rette karriere.
”De, der finder ud af, at de har valgt den forkerte karriere, vil formentlig ikke være ligeså produktive i deres arbejde, som de kunne have været. Samtidig går de også glip af et tilfredsstillende og fuldendt arbejdsliv”, siger Henrik Bruun og fortsætter: ” På den ene side er det selvfølgelig vigtigt, at man er realistisk og ikke skruer forventningerne unødigt i vejret, når man skal vurdere sin uddannelse og sit karrierevalg. Omvendt er det dog også helt normalt at skifte karrierevej flere gange i løbet af et arbejdsliv. Der er bestemt meget, man selv kan gøre, hvis man ikke er tilfreds med den drejning, karrieren har taget”, siger Henrik Bruun.
Danskernes tilfredshed er i bund
Undersøgelsen bygger på interviews med mere end 115.000 mennesker i 33 lande og stiller blandt andet skarpt på, hvordan danskerne opfatter det danske uddannelsessystem.
Danskernes tilfredshed med uddannelsessystemet rækker ikke til mere end en placering som nummer 31. Undersøgelsens resultater viser, at 48 % af danskerne ville ønske, at de havde taget en længere uddannelse, mens hele 43 % ville ønske, at de havde valgt en helt anden uddannelse.
International uddannelsestilfredshed
Mest tilfredse er befolkningen i Indien, hvor 69 % af de adspurgte med en uddannelse føler sig kvalificerede til arbejdslivet. På en andenplads ligger Puerto Rico med 67 % efterfulgt af Indonesien og Thailand (65 %), Polen (63 %), Spanien (61 %), Canada og Ungarn (59 %), og Japan og Mexico (57 %). De laveste placeringer er Sverige (26 %), Norge (27 %), Danmark (29 %), Tyrkiet (30 %), Ukraine (37 %), og Rusland og Italien (39 %).
På verdensplan er der tydeligvis større tilfredshed med de videregående uddannelser, idet 65 % af det globale gennemsnit føler at de er velkvalificerede til deres arbejde. Med sine 61 % er Danmark placeret på en 23. plads ud af de 33 lande - det vil sige en smule under det globale gennemsnit.
Undersøgelsens hovedresultater om danskernes syn på uddannelse og karriere:
- 48 % ville ønske, at de havde taget en længere uddannelse
- 43 % ville ønske, at de havde valgt en helt anden uddannelse
- 26 % mener, at de helt sikkert har valgt den forkerte karriere, mens 16 % ikke er ’helt sikre’ på, hvorvidt de har valgt rigtigt
- 54 % mener, at deres skoleuddannelse ikke har kvalificeret dem tilstrækkeligt til arbejdslivet
- 28 % mener, at deres videregående uddannelse ikke har kvalificeret dem tilstrækkeligt til arbejdslivet
Kelly Services, Inc. (NASDAQ: KELYA) (NASDAQ: KELYB) er en Fortune 500-virksomhed med hovedkvarter i Troy, Michigan. Kelly tilbyder HR-løsninger, som inkluderer midlertidig personaleservice, outsourcing, on-site salgspersonale og fuldtidsplaceringer. Kelly opererer i 37 lande og regioner. Kelly skaffer årligt ansættelse til mere end 750.000 medarbejdere med færdigheder inden for kontor, regnskab, ingeniørarbejde, teknologi, lovgivning, videnskab, marketing, kreativ service, let industri, uddannelse og sundhed. Virksomhedens indtjening i 2007 var USD 5,7 mia. Besøg www.kellyservices.com
For yderligere information, kontakt venligst:
Henrik Bruun, Direktør, Kelly Services Danmark, telefon +45 33 11 70 70, henrik.bruun@kellyservices.dk
Marie Dalmark Hæstrup, Kommunikationsrådgiver, Hill & Knowlton Copenhagen,
telefon +45 33 13 14 33, marie.dalmark@hillandknowlton.com
